Vi slår ring om kysterne

Tak for indbydelsen og tak til arrangørerne for, at denne begivenhed er kommet i stand.

Men hvad handler sagen egentlig om, udover at regeringen har åbnet for 10 nye og – for nogles vedkommende - ret omfattende turistprojekter i vores kystlandskab? Hvorfor giver det anledning til så voldsomme modreaktioner?

Lad mig starte med nogle lovgivningsmæssige forhold.

I 1917 fik vi den allerførste naturfredningslov. Den gav offentligheden adgang og ret til at færdes langs vore strande. Det er 99 år siden i dag, og bestemmelsen gælder stadig. Mange nyder den hver eneste dag.

I 1937 kom den meget vigtige tilføjelse, at der ikke måtte bygges inden for de første 100 m fra strandlinjen. Bestemmelsen blev i 90’erne udvidet til 300 m (naturbeskyttelsesloven) og vi fik desuden en kystnærhedszone på 3 km (planloven) inden for hvilken der skulle være særlige planlægningsmæssige eller funktionelle begrundelser for placering af byggeri (en havn f.eks.). Bestemmelserne er siden modificerede, så de kun gælder uden for bymæssig bebyggelse. En strandkommission har nøjere fastlagt, hvor strandbeskyttelsen gælder.

Begge bestemmelser og især strandbeskyttelseslinjen har altid været administreret særdeles restriktivt – selv da vi fik den seneste kommunalreform, hvor administrationen af naturbeskyttelsesloven gik til kommunerne, fastholdt man, at strandbeskyttelseslinjen var en for alvorlig sag at overlade kommunerne - administrationen overgik derfor fra amterne til staten (i praksis naturstyrelsen).

Det er takket være disse bestemmelser, at vi i Danmark har et i international sammenhæng enestående sammenhængende kystlandskab uden alt for mange skæmmende bygværker. Tror I, man misunder os det i udlandet?

Med regeringens aktuelle projekter bliver der slået et stort hul i denne beskyttelse. Der er tale om meget forskelligartede projekter, heraf 3 med investeringer i milliardklassen og placeret i vandkanten med bl.a. store hoteller, feriehuse, lejligheder og marinaer i eksisterende naturområder. Ikke alle er i sig selv katastrofale, men der er mastodonter blandt dem, og samlet set en forestilling om, at man vil kunne tiltrække mindst 1½ million ”nye” turister til områderne.

Det er naturligvis investorernes tal. Men er det overhovedet den slags turisme, der hører til ved de danske kyster? Især de største af projekterne sælger sol og sommer så det forslår, men er det sandheden om den danske sommer? Hvordan er det, en af vore nationalskjalde siger det:

Du danske sommer, jeg elsker dig skønt du så ofte har sveget mig Snart kolde farver i sky og vand snart nøgne piger ved hver en strand.

Mer, mer, mer, jeg dog dig elsker, hver gang du ler.

Turisme i DK kræver aktive familier, for der er mange regnfulde og blæsende dage. Kan man sælge sol og sommer i en uendelighed, hvis blæst og regn er, hvad de besøgende møder? 

Turister i Danmark skal være til vandreture, museumsbesøg og til indendørs aktiviteter og sysler – de pragtfulde solskinsdage må betragtes som bonusdage. Juli måned sidste år var der sågar storm i flere dage. Jeg ved det, for jeg lå selv i telt på Djursland på det tidspunkt.

Nogle vil måske mene, at det må være investorernes sag. Men hvad hvis projekterne ikke er rentable. Hvem skal så leve med kulisserne?

Men værre er selvfølgelig salamitaktikken: regeringen har allerede annonceret, at der kommer endnu en projektrunde med 15 nye projekter. Der var nemlig mange spændende projekter, der ikke kom med i første omgang.

Kolding kommune skal have ros for, at man ikke denne gang følte sig tiltrukket af dansen om guldkalven. Man er vel ikke et udkantsområde?

Nogle føler måske et eller andet sted, at der vel nok kunne være plads til enkelte mere begrænsede projekter i kystlandskabet. Der skal vel også vær plads til lidt udvikling, især for de kommuner, der oplever svære tider? Og man skal vel også kunne komme ud og opleve naturen?

Personligt under jeg de trængte kommuner al mulig succes med gode investeringer i deres fremtid. Men pas på kystlandskabet, det vil især på langt sigt være alfa og omega for glæden ved at besøge dem.

Det er nemlig heller ikke sådan, at der mangler en udvikling langs vore kyster. Det er også en af fejltagelserne i regeringens begrundelser for de nye projekter.

Personligt har jeg i efterhånden 20-30 år, bl.a. som medlem af den lokale afdelingsbestyrelse i Naturfredningsforeningen, oplevet betydelige forandringer og et voldsomt pres på landskabet omkring fjord og bælt. Koldings kystlandskab i dag er ikke som for 30 år siden. Skærbækværket fylder voldsomt meget og dominerer blikket i store dele af bælt og fjord. Hvor der tidligere lå små undseelige huse, er der dukket prangende villaer og lystejendomme op, sommerhusene er blevet større, der er kommet et virvar af træbroer til – enkelte ligner rene kajanlæg -, campingpladserne er blevet større og har bygget nye faciliteter og hytter, sommerhuse kravler nu langt op ad Skamlingsbanken, og se om ikke der også er blevet plads til vandscootere og havdambrug. Ikke alt er lige smagfuldt, men at hævde, der ingen udvikling finder sted, det kræver at man sætter kikkerten for det blinde øje.

Og så er vi endda sluppet for det værste: forslaget om en motorvej fra Fynsiden over Stenderuphalvøen og forbi Skamlingsbanken.

Der er et indbygget bedrag i de foreslåede projekter – og i øvrigt i mange lignende projekter, hvor argumentet for at bygge i naturen er, at folk skal ud og opleve naturen. Men det er netop ikke længere den samme natur, de kommer ud i. Det er en natur, der får påtryk et stort kulturpres, som reducerer, splitter og forarmer landskabet og fortrænger mange af de dyr og planter, der levede der. En stor naturrigdom forudsætter store sammenhængende landskaber – og netop her er kystlandskabet unikt i Danmark. De mange strandenge, skrænter og skove, den store uforstyrrethed – alt sammen er med til samlet set at gøre kystlandskabet til det biologisk og oplevelsesmæssigt rigeste i Danmark: mange arter og især mange sjældne arter holder til i disse områder. Biodiversiteten, som man kalder det, er omtrent dobbelt så høj for kystlandskabet som for tilsvarende arealer i indlandet. Vi har uendelig lidt natur i Danmark, navnlig når vi taler om områder med høj naturkvalitet. Skal vi nu til også at indskrænke denne natur yderligere? Skal den splittes yderligere op, forstyrres yderligere, - skulle vi ikke hellere bruge den som model til at vende udviklingen og finde mere plads til vore vilde medskabninger inde i landet.

Man kan godt styrke en lokal turisme uden radikale indgreb i landskabet, det har Klitmøller vist med dets Cold Hawaii, hvor surfer-miljøet har sat gang i en god udvikling – uden nye hoteller og ferielejligheder i vandkanten. Det ser vi faktisk også demonstreret her i området, hvor dykkere, sejlere, vindsurfere, kajakker og lystfiskere kommer til i stort tal og finder sig til rette i det eksisterende. Og i stedet for at presse natur- og kulturfremmede projekter ind i landskabet har lokale politikere investeret et stort millionbeløb i at få fjernet de uskønne højspændingsmaster ved den gamle Lillebæltsbro -  i stedet er elledningerne nu trukket under vand! Jeg skal hilse og sige, at både Fredericia og Middelfarts borgmestre er revnefærdige af stolthed.

Problemet med regeringens projekter og udhulingen af lovgivningen er, at man svigter den langsigtede gevinst til fordel for nogle hurtige penge.  Det er en gammel menneskelig svaghed, at det, der gavner på langt sigt, er det svært at motivere for i det daglige. 

Netop kystlandskabet har vi imidlertid de sidste 100 år været enige om skulle bevares mod ødelæggende indgreb. Skal man tro, at regeringen med dette brud på en 100-årig beskyttelse af det danske kystlandskab satser på, at danske vælgere er trætte af natur og miljø? Er regeringens vælgere virkelig det? Det er ikke til at holde ud at tænke på, at få års projektmageri i det danske kystlandskab skal efterlade os i årtier, måske i århundreder, med tarvelige og landskabsforarmende byggerier. Værditabet er for stort. Slut ring og bevar vor arv.

Tilbage til toppen - KLIK HER