Sendt til:  Kolding Kommune, By- & udviklingsforvaltning

 

Udtalelse til kommuneplantillæg 38 (2010-2021) – ved Vifdam

I forbindelse med høringsfasen om inddragelse af offentlig grønt område til bebyggelse og parkeringspladser ved Vifdam, skal DN Kolding hermed udtrykke sin principielle bekymring over den stadige inddragelse af grønne arealer i byen til bebyggelse og andre anlægsmæssige opgaver.

Vi vil henlede opmærksomheden på, at righoldige grønne områder er en meget vigtig del af et moderne og attraktivt byrum. Efter vor opfattelse gøres byrummet fattigere for hver inddragelse af grønne områder til bebyggelsesmæssig formål. Bykernens grønne rum formindskes herved og gøres fattigere.

Der er i vide kredse en øget forståelse for, at grønne friarealer, små som store, er af afgørende betydning for befolkningens trivsel. DN Kolding skal hermed gøre gældende at grønne friarealer i Kolding by er under pres.

Det må være på sin plads at nævne, at grønne arealers tilgængelighed for bybefolkningen er et afgørende parameter, når der uddeles internationale priser til attraktive byer. Vi anmoder derfor om, at byråd og planlæggere har den største opmærksomhed på dette forhold, hvis man vil fastholde Kolding som en attraktiv by.

 

Med venlig hilsen

Danmarks Naturfredningsforening

Chr. Gøttig