Asketræet - en grundsøjle
Asketræet en grundsøjle i MarielundskovenAsketræet en grundsøjle i Marielundskoven
Danmarks Naturfredningsforening i Kolding har med undren konstateret, at Kolding kommune fælder samtlige asketræer i Marielundskovens vestlige del, og at man agter at gentage operationen de næste 2 år i den resterende del af Marielundskoven og Kolding skov.
DN Kolding er af den opfattelse, at kommunens skove skal drives efter naturnære principper med mange gamle træer, som giver et højt naturindhold, samt et rekreativt sigte. Vi er overbeviste om at byens borgere er enige i disse principper.
Kolding kommune profilerer sig gerne som grøn kommune. Derfor må kommunen nødvendigvis være enig i ovenstående principper. Det er derfor med stor undren vi kan konstatere, at samtlige asketræer fældes på en gang, askesyge eller ej? Det er skovens hjerteblod man har med at gøre.
Vi har forståelse for, at der fældes asketræer og at hugsten er større end normalt p.g.a. askesyge. Men vi er stærkt undrende og kritiske overfor at samtlige asketræer hugges. Det er uacceptabelt. Askesygen og dens følgesygdomme forårsager ikke en pludselig død for samtlige asketræer. Derfor bør hugsten nuanceres, således at de sunde og lettere angrebne træer skånes for øksen og får lov til at udfylde deres plads i skovøkologien så længe som mulig. Ved henholdende og skånsom hugst vil askene kunne være repræsenteret i årene fremover også med askesyge, må det formodes. Tvivlen må komme patienten tilgode. Endelig bør døde træer i rigt tal overlades til naturen, da skovens biologiske mangfoldighed øges betydeligt herved.
Kommunen fremfører i pressen, at askene fældes af sikkerhedshensyn overfor skovgæsterne. Vi har forståelse for, at der er et sikkerhedshensyn at tage langs veje og stenlagte stier. Men denne begrundelse kan på ingen måde være gyldig inde i skovbevoksningen. Indgangsskiltene til skoven fortæller, at skovgæsterne færdes i skoven på eget ansvar: - underforstået at man opholder sig i skoven på de vilkår som skovnaturen nu engang byder. Hvem har i øvrigt hørt om skovgæster der har fået nedfaldende grene i hovedet? Kommunen har alene et skærpet ansvar ved anlæg, altså langs veje og stier som kommunen aktivt har anlagt.
DN Kolding opfordrer Kolding kommune til at være væsentlig mere nuanceret og henholdende i de forestående askehugster i de resterende dele af skovene. Tænk på at asken er en af grundsøjlerne i skovnaturen. Man bør gå meget langt for at bevare asken som skovtræ.
Med venlig hilsen
Danmarks Naturfredningsforening, Kolding