Naturbeskyttet strandeng pløjet op
En lodsejer har pløjet en naturbeskyttet strandeng på Stenderup Hage, ud til Lillebælt, op med traktor.Strandengen indkredset med blåt
Naturbeskyttet strandeng ud til Lillebælt pløjet op med traktor
Danmarks Naturfredningsforening i Kolding er blevet opmærksom på en meget trist sag, hvor en lodsejer for nylig har pløjet beskyttet og god natur op på Stenderup Hage.
Der er tale om den særlige naturtype strandeng, som er levested for en lang række sjældne planter og dyr. Strandeng er såkaldt paragraf 3-natur, som er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven og samtidig er arealet EU-beskyttet som Natura 2000-område. Desuden er hele området en del af fredningen af Stenderup Hage fra 1970’erne.
Strandengen har huset karakteristiske arter som strand-asters, jordbær-kløver, og stivhåret ranunkel.
Kolding Kommune er opmærksomme på sagen og har over for DN Kolding forklaret, at man planlægger at lovliggøre ændringen, som lodsejeren har foretaget. En lovliggørelse af en sådan ændring kan medføre en række vilkår og krav til lodsejer om naturgenopretning – og de krav er DN Kolding spændte på.
- Vi er først og fremmest chokerede over, at man viser så lidt hensyn over for vores i forvejen enormt trængte natur, at man uden videre pløjer henover et særligt og beskyttet naturområde. Når det er sagt, er vi trygge ved, at kommunen er på sagen og har tillid til, at en eventuel lovliggørelse kommer til at indebære væsentlige krav om naturgenopretning, så naturen kompenseres så godt som muligt, siger Esben Christoffersen, der er formand i DN Kolding.
Læs mere
Paragraf 3-beskyttet natur:
https://mst.dk/natur-vand/natur/national-naturbeskyttelse/3-beskyttede-naturtyper/
Strandeng: