Marielund-fredningen
Henvendelse til Kolding Kommune vedrørende inddragelse af areal i Marielund-fredningenTil Kolding Kommune
By- og Udviklingsforvaltningen
Natur og vand
Dato: 5/9/2022
Vedr. Marielund-fredningen.
Med kommunens udspil til fredning af Marielund-kilen fra Bramdrupdam til tæt på
midtbyen imødekommes et længe næret ønske om en gang for alle at få dette
enestående område friholdt for byudvikling og uhensigtsmæssige rekreative
interesser og anlæg.
I nyere tid er der dukket forslag om indfaldsvej, større og mindre udstykninger,
forlystelsesanlæg mm. op, som markant ville have forringet områdets naturværdier
og fredfyldthed.
Samtidig inddrager forslaget også golfbanen og lægger op til, at skal
der ikke længere spilles golf på arealet, vil det overgå til grøn område/natur.
Der er tale om et landskabeligt smukt og særdeles naturrigt område, og det benyttes flittigt af byens borgere.
Der er ikke så mange andre arealer af en vis størrelse i byen, og derfor forekommer
fredningsforslaget som en indlysende god idé.
Kolding er i det hele taget naturmæssigt ikke så prangende sammenlignet med de fleste andre kommuner i landet.
Derfor er det også vigtigt, at man nøje overvejer, hvordan fredningen bedst
sikrer fremtidige natur- og fritidsinteresser.
DN i Kolding foreslog af samme grund tidligt i forløbet, at man også rettede blikket
mod landskabet over mod Lilballe skov.
I nyere tid er der her gennemført og gennemføres der udstykninger af et betydeligt
omfang, som, hvis de fortsættes, helt vil forvandle det endnu åbne land til et i stigende grad bymæssigt område.
I dag kan man gå og cykle i landskabet ad små veje og med en fin landlig oplevelse
og intimitet.
Samtidig er der en meget betydelig rumlig sammenhæng med Lilballe skov.
Naturmæssigt giver dette en vigtig synergi i området, en synergi der ville tabe
betydeligt i værdi, hvis landskabet blev yderligere fragmenteret af en bymæssig
udvikling.
Igen: Der er kun dette landskab tilbage som en stærk sammenbinding af by
og land i Kolding.
Derfor finder vi det oplagt at undersøge, om og hvordan arealerne kan indgå i fredningen.
p.v.a DN-Kolding.
Boj Bro og
Esben Christoffersen